Sådan gebærder man og opfører sig på et værtshus – del 2
Der har været skrevet et indlæg om, hvordan man opfører sig på et værtshus før, men vi føler, der alligevel er grund til at smide lidt supplement til dette indlæg, om man er en vanlig bodegarotte, eller man først lige er begyndt på at finde sig sit yndlingsværtshus efter en flytning – eller det er en flygtig modedille for dig som hipster.
Man skal have plads til alle, for det giver omsætning i kassen, men husk også på, at du ikke har krav på at skulle være der, blive først betjent, tages (ekstra) hensyn til dig, for opfører du dig ikke ordentligt, er indehaveren i sin gode ret til at smide dig ud.
Sådan skulle det jo helst ikke ende, så her kommer nogle velmenende råd til, hvordan du skal agere og opføre sig, og noget af dette kan virke selvmodsigende eller gå mod din logik, men husk på, at hvert værtshus har sine uskrevne regler, og så er der også nogle overordnede ting, der går igen.
Lad være med at være frembrusende.
Du kan godt tro, at nogle af de vante kunder kan lide at opføre sig på den måde, men det er ofte til gene for de andre vante gæster, eller de har vænnet sig til det eller fundet nogle metoder til at holde dem på afstand eller tilkendegive, at man ikke gider snakker med dem.
Desto tidligere det er på døgnet, desto lavere skal omgangstonen også være.
Hvis du sidder på et værtshus, hvor man godt må ryge indendørs, så lad være med at vise foragt for den slags. Du er selv gået ind til det med kendskab til præmisserne, så du skal flytte dig og ikke omvendt.
Godt nok er et “værtshusslagsmål” efterhånden et begreb i sig selv, men hvis du ser nogle skændes verbalt, så bland dig udenom. Du kender ikke til omfanget.
Skulle der begynde at komme håndgemæng, så henvend dig til andre, der måske kender dem bedre og bed indehaveren om at ringe efter politiet.