Man skal have nok opgaver som privatdetektiv
De fleste ved, hvornår de har brug for alt fra mælk til en bedemand: de behov opstår ligesom af sig selv.
Så er der nogle gode sælgere derude, der formår at forklare en, hvorfor man skulle købe et givent produkt fremfor andre for at vise dem, at de har et behov, som de måske ikke kendte til, men som de nu åbenbarer for dem.
Så er der nogle områder igen, som er svære at sælge end andre, fordi der kan være fordomme om dem: et eksempel kan være at være privatdetektiv.
For mange mennesker tænker for det første, at den slags da er noget, som små børn leger og maks indrykker en annonce i avisen om, at de kan hjælpe med at finde naboens forløbne kat, hvis det skulle være.
Selv hvis man spotter en voksen privatdetektiv, så tænker man, at det måske er en person, der lever i en illusion, eller det er en forsmået betjent eller lignende, der gerne vil arbejde alene – eller er blevet pensioneret og ikke kan slippe arbejdet, men ingenlunde arbejder lige så effektivt mere.
Men værst er nok den fordom, at mange mennesker tror, at privatdetektiver arbejder ulovligt, hvorfor de netop arbejder alene eller maks sammen med en assistent for at omgås myndighederne, som man ser det på film, hvor de sjældent kan arbejde godt sammen med de officielle instanser – og nogle gange ligefrem modarbejder hinanden.
Den slags vil man jo ikke støtte, men igen: hvornår skulle man også have brug for en privatdetektiv, som politiet eller andre ikke kan klare for en?
Det er privatdetektivens opgave at forklare folket via annoncer, reklamefremstød og andet, hvorfor man skal vælge vedkommende og til hvad – og så i samme omgang få skudt en masse af de fordomme ned, som kan være med til at hjælpe branchen på samme tid.
