Aarhus byder på aktiviteter for enhver

05 April 2020 Heidi Kirkebække

editorial

Der er masser at tage sig til for store og små i Danmarks næststørste by, Aarhus. Man kan besøge nogle af de mest kendte attraktioner som kunstmuseet ARoS, Den Gamle By, Moesgaard Museum og Tivoli Friheden. Man kan nyde det pulserende byliv med cafeer og natteliv omkring Åen i centrum. Og man kan finde alt fra familievenlige spisesteder til Michelin-restauranter og hippe natklubber.

Hvis man trænger til lidt ro fra byens puls, kan man søge mod et af dens mange, grønne åndehuller. 

Man bør for eksempel ikke snyde sig selv for en tur i byens største park, Botanisk Have. Her boltrer børn sig på de kæmpemæssige græsplæner, kærestepar slentrer arm i arm, og familier kobler af fra byens travlhed med madpakker i det grønne ved borde og bænke. Parkens kuperede og varierede terræn giver plads og rum til alle.

I hjertet af den store have kan man besøge Væksthusene
I Væksthusene kan man opleve fire forskellige klimazoner med hver deres fascinerende blomster og planter. Det er en imponerende sanseoplevelse blot at gå en tur og nyde synet og de mange dufte i husene.

Men man kan også hente Væksthusenes gratis app og få lærerig information om de mange planter, man ser. Eller man kan starte sin tur med et besøg i udstillingen, hvor man finder Bent Johnsens smukke og detaljerige botaniske tegninger. De fleste børn vil de formentlig have det sjovt med at gå på ‘skattejagt’ i Væksthusene for at finde de ægte planter, de lige har set på tegninger. 

Hvis man selv har en kunstner i maven, kan man medbringe blok og tegneredskaber og øve sig på at lave sine egne botaniske illustrationer. Der er rigeligt med fine motiver at give sig i kast med i Væksthusene.

Væksthusene er en del af Science Museerne, som hører under Aarhus Universitet. Museerne byder på flere andre, spændende aktiviteter andre steder i byen.

På Science Museernes hjemmeside https://sciencemuseerne.dk/ kan man for eksempel læse, hvordan man kan få lov til at kigge på stjernehimlen i Ole Rømer-Observatoriets enorme teleskoper.

More articles

04 March 2023

Teltudlejning