En bisættelse er mere af en fejring i udlandet

Vi kan ikke komme udenom, at sådan noget som at miste dem, vi har haft nær, det gør virkelig ondt på os, og sorgen kan hvile i os længe.

Men det sømmer sig mest for vores folkefærd at bære det indeni og højst dele det med de nærmeste i små portioner, hvordan man har det, hvorefter man pakker det væk igen og højst omtaler vedkommende over minder – og så hurtigt videre til noget mere muntert.

For man skal gerne have overskud til at klare alt det praktiske med at tilkalde en bedemand såsom https://www.svanebf.dk/ og få alt det praktiske på plads.

Der er dernæst lige så tavst i graven ved en bisættelse eller for den sags skyld begravelse, når ceremonien foregår i kirken.

Sådan er vores kultur, men måske kunne vi lære noget ved at skue til udlandene?

Sådan kan man også markere en bortgang

Vi mener bestemt ikke, at man skal tage den døde frem og bære vedkommende rundt som ved et optog. Det ville være gravskænderi og usømmelig omgang med lig.

Men derudover kan man i stort set resten af verden end det kolde nord både finde ud af at give los for de følelser, så man ikke pakker dem væk som en slags tabu.

Når årsdagen for bortgangen så kommer, eller man har en periode, hvor man mindes de døde, så giver man den også hele armen, hvor man mødes på gravstederne – der er markant flottere end herhjemme – mens man mindes, holder mindre ceremonier og samles omkring den døde.

Det kunne være givtigt for mange danskere at føle det legitimt at sætte ord på handling på deres følelser omkring en bortgang, og når man så har taget afsked med den døde, så glemmer man ikke vedkommende, men sørger for at markere og mindes vedkommende i lang tid efter – ofte gennem flere generationer.